Bliver man en bedre forældre af at få sit barn tvangsfjernet?

Af Lilian Parker Kaule 8

Fælles for alle foranstaltninger er, at vi symptombehandler. Socialt udsatte forældre bliver ikke mere velfungerende, af at vi fjerner deres børn helt eller delvis.

Som borgerlig-liberal er det ikke just udfordrende at finde områder af det danske velfærdssamfund, som trænger til en fintuning, slankekur eller helt at blive amputeret, men der findes også vigtige samfundsopgaver, som bør styrkes. Vores socialsystem er et glimrende eksempel på et område, der kræver at blive styrket, men hvor vi indtil videre blot har tilført flere midler uden at vide om det har gjort til eller fra. Det problematiske ved at tilføje midler i blinde er, at vi giver hinanden illusionen af, at vi gør enormt meget for samfundets svageste – uden at vi reelt gør en forskel.

Der bruges ca. 45 milliarder om året på sociale indsatser, som støtter både børn og voksne. En social indsats for voksne kan fx være socialpædagogisk støtte i hjemmet, eller ophold på et herberg/krisecenter. En typisk foranstaltning for børn kan være en kontaktperson, en aflastningsordning i en plejefamilie eller en anbringelse uden for hjemmet. Der er omtrent 57.000 udsatte børn i Danmark, hvoraf ca 11.000 er anbragt udenfor hjemmet.

Langt de fleste socialt udsatte voksne har komplekse problemer, som hænger sammen på kryds og tværs i et kaotisk spindelvæv af fx. psykiske-, økonomiske-, helbredsmæssige-, sociale- og/eller misbrugsproblemer. Ofte følger der en barsk og tragisk historie med i baggagen og endnu oftere en social arv, som betyder, at man aldrig har lært sig basale strategier for det gode liv. Et af de sværeste dilemmaer i vores socialsystem opstår, når fagpersoner konstaterer, at et barn mistrives, og når forældrene ikke formår at skabe trivsel og tryghed hos barnet.

Kommunen skal derfra beslutte en af mange muligheder for at gribe ind. Beslutningen skal være baseret på den konkrete situation og barnets tarv, men virkeligheden er, at der i alle kommuner også er et budget, som skal overholdes og at der selvfølgelig også bliver skelet til om en indsats koster 240.000 kroner per måned eller 5.000 kroner per måned.

Ofte starter man ud med den mindst indgribende foranstaltning, som ofte også er den billigste på kort sigt. Det kan være kommunen bevilger en socialpædagogisk støtte i hjemmet, som besøger familien 1-2 gange om ugen i et par timer. Man kan måske forestille sig, hvor lidt selv dygtige fagpersoner trods alt kan udrette med kun 1-4 timer om ugen til formålet. Derfor vælger man ofte at supplere med en aflastningsordning, hvor barnet kommer til en plejefamilie eller på døgninstitution efter behov. Den mest indgribende foranstaltning er en anbringelse, hvilket bliver iværksat for 20% af de udsatte børn – primært med forældrenes samtykke.

Fælles for alle foranstaltninger er, at vi symptombehandler. Socialt udsatte forældre bliver ikke mere velfungerende, af at vi fjerner deres børn helt eller delvis. I Danmark anbringer vi børn, fordi fagpersoner observerer omsorgssvigt og forventer at et miljøskift kan give den ro og stabilitiet der skal til for at skabe trivsel hos barnet. Vi skal blot huske på at anbringelser, i modsætning til bortadoptioner, ikke er permanente løsninger. Plejefamilien bliver betalt for at drage omsorg for barnet og skal være indstillet på at tage afsked med barnet igen. Den vigtige og værdifulde kontinuitet i voksenkontakten har derfor ringe kår for udsatte børn, ikke kun pga deres egne forældres ringe formåen, men også i forhold til det alternativ socialsystemet opstiller.

Desværre forsømmer systemet ikke kun de udsatte børn, vi lader også alt for ofte forældrene i stikken. Forældrene har givetvis ret til samvær med deres anbragte børn og ved de gode anbringelser formår plejefamilien at involvere og samarbejde med forældrene, men oftere sker der sammenbrud i anbringelserne, børnene bliver sendt hjem til forældre som fortsat ikke formår at drage tilpas omsorg for deres børn, for måske at blive anbragt igen. Det er ikke unormalt, at et socialt udsat barn oplever flere forskellige anbringelser i gennem hele barndommen(!) for til sidst at blive anbragt på en institution som ung og udsluset i efterværn til en ungdomsbolig, når de er fyldt 18 år.

Sandsynligheden for, at disse unge klarer sig godt i deres voksenliv, er markant lavere end hos ikke socialt-udsatte unge. I et velfærdssamfund, kan den slags sager ikke betegnes som andet end et enormt samfundssvigt. I frustration over at se et socialsystem skabe mere ulykke end gavn i nogle særlig grelle sager, kan man spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet har forsøgt anbringelse i første omgang, hvis vi ikke har formået at gøre det ordentligt.

 

Hvad kunne vi gøre i stedet?

Vi bør først og fremmest stoppe med at anbringe børn, uden også at hjælpe forældrene. Vi har få men gode erfaringer med familieanbringelser, hvor man anbringer barnet sammen med forældrene i et kontrolleret miljø, hvor der arbejdes intenst med de færdigheder forældrene mangler for at kunne drage omsorg for deres børn. Det giver mening, fordi man arbejder hen imod en bedre situation for hele familien.

Dernæst bør vi kigge på den måde vi skaber bedst mulig forebyggelse blandt socialt udsatte.

Vi kunne oprette nogle beskyttet familiecentre, en hybrid af det læringsmiljø og intensiteten vi kender fra højskoler og bofællesskaber, hvor hele familier kan flytte ind og møde støtte og træning i forhold til at skabe et godt liv for dem og deres børn. Forældretræning, kostvejledning, økonomisk rådgivning, husholdningstræning, ekstra skolehjælp til børnene, familieterapi, misbrugsbehandling, fysisk træning, jobtræning, hele den store pakke, samlet under et tag.

Disse bofællesskaber burde indrettes således at de kunne rumme forskellige behov for familier på forskellige stadier, og de burde evalueres af beboerne selv. I det hele taget bør man i højere grad turde at spørge brugerne af det sociale system om deres tilfredshed. Jeg har før efterlyst en offentlig trustpilot, fordi jeg mener det offentlige vil have gavn af at lytte til den feedback de kan få ved at spørge dem de er til for – borgerne.

En sidste forbedring af det socialesystem, går på en generel kritik af det offentliges evne til at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere. Social området kræver kompetente, engagerede fagpersoner – skal de tiltrækkes, skal området gøres attraktivt med gode arbejdsforhold og dertilhørende lønninger.

Som liberal hylder jeg den personlige frihed og i ligeså høj grad det personlige ansvar. Selvfølgelig burde forældre – ligegyldigt hvad – altid have ansvaret for at tage vare på deres børn. Det er ikke statens opgave. Men hvad gør vi som samfund, når få ikke ved hvordan. Når få ikke har de forudsætninger de burde have fået via deres egen opvækst? Svaret er ikke at skyde med spredehagl og drysse lidt social indsats udover alle. Vi skal fastholde at der er tale om et fåtal, men vi må også erkende at det vi gør i dag er utilstrækkeligt og at der er behov for at få rystet posen.

 


 

8 kommentarer RSS

  1. Af Niels Larsen

    -

    Nej, man bliver sikkert ikke en bedre forældre af at få sit barn tvangsfjernet.

    Men det er heller ikke det primære formål.

    Det er, at barnet får mere tålelige forhold – og det lykkes ikke altid pga. svigtende kommunalt tilsyn.

    Svar
    • Af Lilian Parker Kaule

      -

      Kære Niels. Tak for din kommentar.

      Da det primære formål ganske rigtigt er at give børnene mere tålelige forhold – hvorfor da ikke tvangsadoptere fra start? Det gør vi jo netop ikke, fordi vi fastholder en tro på at forældrene skal kunne påtage sig forældreansvaret på et senere tidpunkt. Det er netop udfra den optik jeg kritiserer den måde hvorpå socialsystemet ikke tager højde for hvilken familie/miljø barnet bliver sendt retur til.

      Svar
  2. Af S.D. Poulsen

    -

    Endelig et forslag der rummer en helhedsbetragtning! Den hele familie – og ikke kun en indsats overfor barnet.
    Vi har sikker mange tomme plejehjem, skoler m.v., som kunne anvende til familiekollektiver, hvor den nævnte indsats kunne iværksættes – og et godt netværk kunne etableres for de berørte familier.

    Svar
  3. Af a non

    -

    Lilian vil ikke nedlade sig til at forklare hvorfor saglige og oplysende indlæg skjules. Der blev 2 gange kvitteret for modtagelsen. Hun mistænkeliggør forældre og ønsker at både de og børnene gøres endnu mere retsløse end de er i forvejen. Kritik af systemet tåler hun ikke.

    Svar
  4. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Får en trussel, om tvangsfjernelse af barnet, ikke i det mindste nogle forældre til, at behandle deres børn bedre?

    Børn, der meget ofte får tæv af deres forældre, burde tvangsfjernes; men en del forældre abbonerer jo på et religiøst livssyn, hvor det mandlige familieoverhovede har ret til at afstraffe ulydige koner og børn med vold – og de bliver bekræftet i deres “ret” til at tæve familiemedlemmer af islamistiske hadprædikanter.

    Svar
  5. Af a jen

    -

    Er an ne li se m og parker kaule slyngveninder?

    Svar
  6. Af a jen

    -

    Er an ne li se mar og par ker ka ule slyngveninder?

    Svar
  7. Af Erik Skifter

    -

    Kære Lillian Parker Kaule

    Jo du har ret i, at posen skal rysten hvad angår måden og hvordan man i dag anbringer børn og unge uden for hjemmet.

    Du kommer med forslag om, at man i stedet skal anbringe hele familien og gøre selv indsatsen i hjemmet.
    Du anfører ligeledes, at forældrene – de socialt udsatte forældre – ikke bliver bedre forældre af at deres børn bliver anbragt og at de ofte lades i stikken.

    Begge de to anførte dele bliver i dag gennemført i rigtig mange kommuner, hvor man opretter en “mini-institution” I hjemmet og foretager støtten der, samt der gives støttemuligheder til forældre med anbragte børn I form af personlig støtte og vejledning.

    I dag er det op I mod 75% af alle anbringelser der ikke fører til, at anbragte børn og unge bryder den såkaldte sociale arv. Det er for 2/3 vedkommende nyttesløs at anbringe. Hvorfor denne kedelige udvikling og hvorfor får vi ikke mere ud af de voldsomme investeringer vi gør i anbringelserne.
    Flere årsager, men den vigtigste er og bliver, at alt for mange anbragte børn har et misforstået og et alt for stort samvær med deres forældre. Børn som er anbragt, har stadig deres forældre som rollemodeller, når og hvis der forefindes et samvær med forældrene. Der er forældre som ikke egner sig som rollemodeller. Det er typisk de forældre som vurderes til ikke at have forældreevnen og som mister retten til at have sine børn hjemmeboende. Hovedparten af de forældre som får deres børn fjernet, hvor en psykologisk undersøgelse har påvist at der ingen forældreevne er, bør ikke have et samvær af et større omfang med sine anbragte børn.
    Vi ser alt for ofte, at anbragte børn præges og påvirkes af deres forældre og får en urolig anbringelse uden for hjemmet. Vi ser et stigende antal borderline-forældre (personligheds- forstyrrende ) påvirke sine børn til at skabe uroligheder i plejefamilien eller på institutionen og sætte sig op imod de beslutninger my´ndighederne udstikker.

    Vi har samtidig en lang række socialrådgivere som er alt for dårligt uddannet og med en al for kort livserfaring, som sidder i børne- og ungeforvaltningerne i kommunerne og træffer beslutninger omkring mange børn anbragt uden for hjemmet. Vi ser mange udskiftninger og sjældent en og samme sagsbehandler gennem et helt forløb i en anbringelse. En ustabilitet som gennemsyrer alle anbringeler. Disse uerfarne socialrådgivere styres af økonomiske embedsmænd, som kigger strengt på den kommunale økonomi og styres ofte kun ud fra kortvarige her og nu beslutninger og aldrig langsigtet. Den politiske linie er helt væk i kommunerne og man styrer alene efter økonomi og et regelsæt udfærdiget af et politisk system på Christiansborg.
    Desværre ser vi den ene lovovertrædelse efter den anden ske i kommunerne omkring anbringelser af børn og unge. Vi ser dårligt uddannede socialrådgivere træffe ´vanvittige beslutninger om ophør af en anbringelse og hjemsender til forældre uden forældreevne, alene på grund af en beslutning om økonomisk nedskæring.
    Samtidig ser vi – det helt ulykkelige for Danmark – at kommunerne mangler kompetente familieplejere til at kunne håndtere svært anbringelige børn og unge, som kræver behandling. Kommuner som samtidig har nedskåret og forringet vilkår for disse familieplejere Vi mangler akut dygtige og erfarne familieplejere i Danmark. De er der ikke, fordi et stor del ikke gider at arbejde på de forringede vilkår som flere kommuner tilbyder.
    Man har besluttet at anvende primært familieplejere som anbringelse, idet man har set det dels er den det bedste for barnet og dels er det billigste. Hvorfor man så vedbliver med at forringe vilkåréne for familieplejere og nedsætte deres vederlag, forstår man ganske enkelt ikke.

    Det er ikke blevet dyrere at anbringe et barn siden 1968. Det er stadig inden for samme prisramme. Ligeledes anbringes der ikke flere børn end som man gjorde tilbage I 1960`erne.
    Ergo er det det pureste løgn, når embedsmænd i kommunerne påstår at det er blevet dyrere at anbringe børn uden for hjemmet. Disse mange embedsmænd har desværre i alt for lang tid fået frit spil det at sætte dagsordenen for anbringelserne i Danmark.

    Her i slutningen af februar og starten af marts udkommer en forskningsrapport af professor Inge Bryderup, Ålborg Universitet. Denne rapport skal være pligt læsning for alle politikere i Danmark og alle embedsmænd ude i kommunerne.
    Der er ikke belæg for at det er blevet dyrere at anbringe børn og unge uden for hjemmet. Der bliver ikke fjernet flere børn i dag end som der blev gjort tidligere.

    Det der er forskellen på nu og tidligere er, at tidligere – før 1976 – havde forældre til anbragte børn ikke så rige og store muligheder for samvær, som de har i dag. Børn blev tidligere skærmet fra deres forældre og de påvirkninger som de kunne give i forbindelse med deres anbringelse.

    Jeg ved det er en kold og kynisk model, hvis man skal skærme det anbragte barn for sine forældre, men hvis det virker og hvis det i sidste ende afstedkommer at den sociale arv brydes, hvad er så bedst ?

    Vi har desværre ikke en statestik på hvor mange børn der før 1976 brød den sociale arv efter de havde levet deres barndom uden for hjemmet. Men min klare fornemmelse er, at anbringelser før denne tid havde langt bedre resultater end som det vi i dag kan præstere.

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info