Hvorfor folk som Joachim B. Olsen er vigtige i dansk politik

Af Lilian Parker Kaule 32

Uanset om man deler politisk holdning med JBO eller ej, må man erkende, at han er garant for en faktabaseret debat, hvilket i disse år desværre har ringe kår.

Det er altid lige dele underholdende og pinefuldt at se medier, organisationer eller politiske modstandere gå i clinch med Joachim B. Olsen (JBO). Opskriften er gang på gang den samme: 1) Nogen bliver forarget over, at JBO understøtter hans politiske holdning med fakta 2) Fakta benægtes og JBO bliver hængt ud i medierne 3) Fakta undersøges, og det viser sig, at JBO alligevel har ret.

JBOs tendens til at få ret vil ikke komme bag på en, hvis man kender hans ry for at være velforberedt og grundig. Sjældent hører man JBO udtale sig om et tema, han ikke kender tallene på. Ofte hører man til gengæld JBO gengive den faktuelle viden uden fornemmelse for populisme eller hensyn til jantelovs-følelser, og måske netop derfor falder modstandere gang på gang over egne ben i deres ivrige forsøg på at fælde JBO. For sandheden er ilde hørt, hvis den bryder deres socialdemokratiske forståelse af velfærdens lyksalighed. og særligt hvis de frygter at blive frarøvet deres ret til at være ofre for kapitalismen og have ondt af sig selv.

Som da Özlem Cekic forsøgte at overbevise JBO om, at folk på kontanthjælp var at betegne som fattige, men i sit forsøg på at inddrage et konkret eksempel, endte hun med ufrivilligt at bekræfte JBO ved at introducere Carina med et økonomisk råderum på knap 16.000 kroner om måneden. JBO forargede også store dele af venstrefløjen, da han hårdnakket påstod, at en enlig forsørger med fire børn efter kontanthjælpsreformen stadig ville have 23.000 i økonomisk råderum. Sandheden forargede, fordi den gik imod det skræmmebillede, modstandere af reformen havde tegnet af folk, der ville ende på gaden og børn der ville sulte. Da Detektor undersøgte sagen, måtte de også bekræfte, at JBO havde haft ret. Det samme gjorde sig gældende, da JBO påstod, at det er livstil og ikke fysisk hårdt arbejde, der skaber ulighed i leveår mellem ufaglærte og akademikere. Fagforeninger rasede og forargelsen blev dyrket lige indtil professor Knud Juel ved Statens Institut for Folkesundhed endnu engang bekræftede, at det JBO påstod var i overenstemmelse med videnskabelige konklusioner.

Det sidste skud på stammen af pinlige og forfejlede angreb på JBO blev forleden leveret af FOA. Fagforeningen havde valgt at lave et forargelse-opslag med ordlyden:



Ja, ja – og månen er lavet af grøn ost! Joachim B. Olsen gættede laaaaangt over, da han blev spurgt, hvad en social- og sundhedshjælper tjener om måneden.”, hvorefter de linkede til freelance-journalisten Morten Bruuns interview af JBO. Her bliver JBO bedt om at gætte en gennemsnits månedsløn for en social- og sundhedshjælper før skat. JBO gætter på 30.000 kroner, men den kampagne FOA har udrullet med en dertilhørende quiz, havde belejligt 24.600 kroner som facitsvar.

Det bliver først rigtig pinligt, da Børsens Lisbeth Røge Jensen piller FOAs tal fra hinanden og tydeliggør, at FOA i bedste fald ikke har styr på forskellen på netto- og bruttoløn, i værste fald har kreeret deres egen fejlagtige lønopgørelse i anledning af kampagnen.

I tilfælde af det første kommer her en hurtig guide til FOA. Hold fast FOA, nu bliver det muligvis, som I selv skriver, lidt “nørdet”.



24.600 kroner kalder I nettoløn før skat(?)! Det er der ikke noget der hedder. Nettoløn er den løn man får udbetalt EFTER der er betalt skat, AM-bidrag, ATP og andre eventuelle offentlige ydelser. Bruttoløn er FØR der bliver trukket skat, AM-bidrag mv.

Når FOAs freelance journalist Morten Bruun derfor spørger JBO, hvor meget en social- og sundhedshjælper tjener om måneden før skat, gætter JBO faktisk et par tusinde kroner under, hvad FOA selv har opgivet som deres medlemmers gennemsnitslige bruttoløn.



Næste gang de “gamle” fagforeninger analyserer årsagen til deres faldende medlemstal, burde de måske revurdere fornuften i at spilde medlemskontingent og ressourcer på at gøre sig selv til grin.

Imens er vi flere og flere, som får øjnene op for, hvor vigtig JBO er for den politiske debat. Uanset om man deler politisk holdning med JBO eller ej, må man erkende, at han er garant for en faktabaseret debat, hvilket i disse år desværre har ringe kår.

 

32 kommentarer RSS

  1. Af Lis--beth Søren--sen

    -

    Kuglr frastøderen og fakta?
    Man skal være fakta resistens for at påstå således…

    Indlægget er et bestilt liberalistiske betalt stykke arbejde. Svineri og misbrug af skatteydernes penge.

    • Af Lilian Parker Kaule

      -

      Ah! Du har været savnet Lisbeth 😉 Er du på ferie?

  2. Af Jens Petersen

    -

    Skønt, og UG.dk finder man følgende:

    Gennemsnitlig indkomst pr. måned for nyuddannede (2015), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

    Privat Kommune Stat
    Social og sundhedsassistent 30.477 kr. 29.914 kr. –
    Plejehjemsassistent 27.611 kr. 29.315 kr. –
    Kilde: Danmarks Statistik

  3. Af Per Frederiksen

    -

    Hvorfor lægger b.dk spalteplads til LA’s tidligere supportere, der skal promovere dem – gang på gang?
    Det bliver kedelig og farvet debat…

    Og ang. jeres løneksempel, så fremgår det ikke, hvorvidt der er medregnet weekend- og overtidstillæg, anciennitet m.m. Det kan ændre hele billedet markant…
    Det bliver en tåbelig diskussion.

    Vi kunne også drøfte JBO’s forhold til noget så trivielt som selvtægt… Altså et regeringsmedlem der går ind for vold efter egen hjemmelavet lovgivning:

    Manden har stribevis af andre idiotiske udtalelser bag sig, om flerkoneri og at staten ikke skal afgøre, om vi skal køre med sikkerhedssele (en af de vigtigste faktorer for at undgå trafikdrab – men go ahead) m.m. og det ændrer en omgang lønnusseri ikke på.

    http://nyheder.tv2.dk/2016-02-10-genetik-flerkoneri-og-selvtaegt-de-fem-vildeste-udtalelser-fra-joachim-b

    Vi vil gerne have farverige og provokerende politikere, men JBO agerer mest som en knirkende havelåge, der vækker dig om natten, når det blæser, og som du er nødt til at gå ud at smøre i bare ben og underbukser for at få den til at holde kæft…

    Og, mon der ikke er en grund til, at vores faktaberigede helt ikke blev minister?

  4. Af Steen Ravnborg

    -

    Godt skrevet Lillian, tiltrængt analytisk evaluering af JBO som mange, især fra venstrefløjen har et meget negativt forhold til uden at kunne redegøre for kritikken.
    JBO bliver tit skældt ud men sjældent lyttet til.

  5. Af Trine Hansen

    -

    Mon ikke vores utallige højtlønnede ledere og planlæggere, som går på samme overenskomster er med på den statistik? Sosu overenskomsten dækker jo ikke kun dem på gulvet, men i høj grad også dem som tjener langt mere.

    En nyuddannet SSA er på løntrin 21. For at få en løn på 32.000 kr skal man op på løntrin 42. En SSAs højeste løntrin efter 11 års erfaring er 29. Så må man jo se om man kan forhandle sig til de sidste 13 løntrin…

  6. Af Per Kristensen

    -

    Hvis nu bare JBO, havde læst statskundskab, så ville både venstre og højre elske ham, hvad bilder sådan en type sig ind, at tillade at vide noget, når han ikke er blevet uddannet, Den går ikle JBO, ind på statskundskab og få de rigtige meninger, istedet for denne undergravene opførsel.

  7. Af Jens-Christian Jensen

    -

    Selv hvis vi tager deres begreb for “nettoløn” med giver tallet ingen mening – man har frataget feriepenge(!) samt pensionstillæg som faktisk er højere end de fleste steder i det private. Tager man dem med tjener en NYUDDANNET SOSUer over 28000. Og gennemsnitet med øvrige tillæg bliver faktisk en del højere. Derudover har FOA har højest sandsynligt medregnet deltidsansatte i deres statistik. Alt i alt er det endnu et eksempel på at FOA forsøger at bruge talmanipulation til at sprede løgnen om den underbetalte offentlige ansatte. Ligesom da sygeplejerskerne påstod at privatansatte tjente langt mere and de offentligt ansatte selvom de i virkeligheden udelod de privates egenbetaling på pension og de offentliges betalte frokost.

  8. Af Sofus Holm

    -

    Meget sober artikel. Måske skyldes uoverensstemmelsen at FOA/Dennis Kristensen som udgangspunkt nedskriver pensionen til nul, da indskud i PenSam allgievel går til vanvittigt tåbelige investeringer som Hessalight mfl

  9. Af Jan Petersen

    -

    Her er i øvrigt en artikel på Avisen.dk omkring en “lavtlønnet” sosu-assistent. Hvad der straks springer i øjnene på mig – er, hvorfor vedkommende ikke nævner sin egen løn med et ord. Hvordan kan vi andre bedømme, om vedkommendes løn er lav eller høj, når ingen tal nævnes? Læs selv artiklen, siger absolut intet.

    “Sosu-assistent: Min løn er alt for lav i forhold til det store ansvar jeg har”
    http://www.avisen.dk/sosu-assistent-min-loen-er-alt-for-lav-i-forhold-til_442534.aspx

  10. Af Niels Nielsen

    -

    Løn er nu engang det arbejdsgiveren har i udgift til løn og andre ydelser, som den ansatte kan nyde godt af. Uanset hvornår pengene bruges.
    Det er sørgeligt, at flere fornægter fakta, fordi de ikke kan lide JBO.

  11. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt en nok så interessant artikel også fra Avisen.dk – “SMS-job: 350.000 nordiske unge arbejder på 0-timers-kontrakter”. Det er formentlig fremtidens arbejdsmarked for mange unge. Glem alt om “drømme lønninger” på 25.000 – 30.000 kr pr måned.

    http://www.avisen.dk/top-nordiske-unge-fanget-i-moderne-daglejerjob_442569.aspx

  12. Af Kate Hofman

    -

    FOA udtaler i en artikel fra sidste år d. 27-7 2016 I Avisen dk at 29 % af FOA’s kvindelige medlemmer er fuldtidsansatte. Der ER ikke mange fuldtidsansatte, mange er ansat på 30 og 32 timer, og en fuldtidsstilling er vel på 37 så vidt jeg ved. De tal der bliver vist er max beløb i den lønstatistik der bliver vist her i artiklen, så kommer hvor i landet man arbejder, erfaring, løntrin osv..så jeg ved ikke helt hvor meget ret han har.

  13. Af J. Hanse n

    -

    Joachim B. Olsen er ikke vigtig i dansk politik.
    Han er en populist og demagog.
    Dem er der rigeligt af på højrefløjen.
    De snubler jo nærmest over hinanden for at finde et område, hvor de kan appelere til vælgernes indre svinehund.
    Ligesom lakajen. Hendes egen beskrivelse:

  14. Af Kurt Jørgensen

    -

    Nu er det ikke så meget det, at jbo sommetider har ret i det han siger, der pisser folk så meget af.

    Næ det er hans arrogante måde, at fortælle på, at dem på overførselsindkomster får alt for mange penge. Og de rigeste og mest velhavende i samfundet skal have flere penge… Det er dette som folk bare ikke gider at høre på, af en mand der selv tjener mange penge, og som gerne snyder så meget som det kan lade sig gøre….

    Han er uden tvivl den mest forhadte politikere, der nogensinde har været i folketinget. Og hold da op, vi er mange der håber på, at vi ikke skal se mere til ham efter næste valg…

  15. Af Jan Petersen

    -

    Jeg spørger blot stadig – med ref til denne artikel – hvorfor nævner vedkommende ikke sin løn?

    “Sosu-assistent: Min løn er alt for lav i forhold til det store ansvar jeg har”
    http://www.avisen.dk/sosu-assistent-min-loen-er-alt-for-lav-i-forhold-til_442534.aspx

  16. Af Uffe Staulund

    -

    Joachim B Olsen,
    Tiltrak min opmærksom hed for et par år siden, på grund af at pressen mobbede ham, fordi han var kuglestøder, sådan en kan man ikke have som folketingsmand, og så har været på toppen i kuglestødning. Fy, pøj en atlet i Folketinget.
    Han var så ondskabsfuld ved at få Özlem Sara Cekic til at skabe Carina effekten. Det var guld værd at overvære i TV og i pressen.
    De personer som er på overførselindkomst en nogle stakler, og vores samfund har fremelsket tusindvis af dem og skabt en hel industri til at tage hånd om staklerne.
    Hvis Christiansborg politikerne var som JBO, så ville der ikke være personalemangel på sygehusene, og de gamle, halte og blinde vil blive passet ordentligt

  17. Af Finn Bjerrehave

    -

    Hvis risiko afspejlede lønnen, ville Brandfolk-Politi, nok ligge i top, men ak, de ligger i bund, og selv en kuglestøder ville ikke arbejde på denne lønskala.
    Hvis vigtige folk/mennesker er et gode for dansk politik, hvorfor opstilles de så ikke, måske lønnen er for lav, eller danselysten mangler.
    I Schweiz som har 8 millioner indbyggere klarer 7 ministre geshæften, og folket stemmer jævnligt på de svære spørgsmål, og politikerleden er ikke eksisterende.
    Måske Schweiz. Finn Vig

  18. Af Thomas Andersen

    -

    Den løn der vises i oversigten er fast løn med pension + tillæg + de ekstra penge der er til arbejde udenfor de normale tidspunkter ( 8-16 på hverdage) Weekendvagter og arbejde efter kl. 16 giver op til 50% mere i timeløn og så kan det hurtig løbe op. Så det er en Brutto løn vil jeg mene .. dog beskattes pension ikke og derfor kan det blive kringlet hvad man kalder Netto / Brutto.

  19. Af Thomas Gyldborg

    -

    Du giver mange gode grunde til hvorfor man skal lytte til ham.
    Hvor er det faktuelle forkerte i det han udtaler sig om i den artikel?

    En ting er at man ikke har samme holdning som ham. En anden ting er at påstå at han tager fejl. Den artikel du fremviser, viser ingenlunde at han ikke har ret.

    Ad 1. Hvad angår flerkoneri har han jo ret i at staten skal blande sig uden om. Generelt bør ægteskab ikke være noget som staten blandede sig i. Hvis ægteskabet ikke var en juridisk enhed ville udsagnet også blive ligegyldigt, for så kunne folk gøre som de selv havde lyst til.

    – Han kom ikke med noget decideret faktuelt i hans udsagn, så det er en holdning og ikke et faktum.

    Ad 2. Hvis staten skal blande sig i om man må risikere at komme til skade eller ej, så burde den lukke alle inde i en celle. Livet er farligt og ens eget ansvar

    – Han kom ikke med noget decideret faktuelt i hans udsagn, så det er en holdning og ikke et faktum.

    Ad 3. Han skriver at han er villig til at tage konsekvensen af sine handlinger, så det er endnu engang blot holdninger vi snakker om.

    – Han kom ikke med noget decideret faktuelt i hans udsagn, så det er en holdning og ikke et faktum.

    Ad 4. Han påviste reelt at Özlems udsagn var hult. De fakta han kom var korrekte. Hans personlige holdning er stadig bare hans holdning

    Ad 5. Samtlige fakta han udtaler i dette er videnskabelig underbygget. Så endnu en gang har han ret.

  20. Af P Christensen

    -

    Skal det forståes således at en social og sundhedsassistent
    altså tjener i snit ca 33.000 kr og heraf har 24.600 kr udbetalt efter skat???
    Dvs at nettoskatten udgør 8400 kr af 33.000 kr = blot 25,45% ??

    Det er ihvertfald en 12 % point lavere skattesats end
    de ligelønnede jeg kender.

    Men nu er JBO jo også en erhvervsordfører uden
    erhvervserfaring.

  21. Af P Christensen

    -

    Rettelse:
    “Det er en 17 % point lavere skattesats end de ligelønnede
    jeg kender.”

    Selv uden topskat napper skattefar altså + 40 % netto.
    At resterne ryger store dele til afgifter.

    Det er dyrt at finansiere et stadigt ringere dansk samfund
    der i 40 år har været ramt af globaliseringens negative sider.

  22. Af Jan Petersen

    -

    Citat fra blogoplæg:

    ” Her bliver JBO bedt om at gætte en gennemsnits månedsløn for en social- og sundhedshjælper før skat. JBO gætter på 30.000 kroner, men den kampagne FOA har udrullet med en dertilhørende quiz, havde belejligt 24.600 kroner som facitsvar.”

    Kan man virkelig misforstå de to tal så voldsomt? . . . . griner højt 🙂

  23. Af Helge Nørager

    -

    Hr. Joachim B. Olesen er som han nu er.

    Hvordan skal man beskrive et menneske som føler sig nødsaget til at lade samfundet tvangsopløse sin virksomhed pga, manglende indsendelse af selvangivelser gennem flere år.

    Sløset.
    Ramt af en personlig nedtur.
    Konkurs rytter.
    Uansvarlig.
    Uegnet til at drive virksomhed.

    Vælg selv.

    Men når virksomheds ejer er folketingsmedlem for et ultra liberalistisk parti.
    Er det lidt trist og klinger af dobbeltmoral samt at det er lettere at se splinten i andres øjne end bjælken i eget.

    Og hans brug af tal og regneark er ikke helt efter bogen, men mere som hans firmaregnskaber, ret kreative i fortolkninger af fakta.

  24. Af Freda Olsen

    -

    Hvis man vil føre en bil, må man ikke være påvirket af stoffer, og derfor bliver bilister jævnligt testet af færdselspolitiet for, om de er påvirkede af stoffer.

    Men, hvis man vil være med til at lede et land, må man gerne være sniffe så meget hvidt pulver, at man bliver en megaloman, ultraliberal tosse, der tror, at hun/han er Master of The Universe; der er ihvertfald ingen, der tester folkevalgte stofmisbrugere.

    Der er flere gange fundet spor af kokain på Folketingets toiletter, uden at det har fået konsekvenser, men nu bør der gøres noget, før befolkningen fuldstændigt mister respekten for lovgiverne:

    Indfør uanmeldte drugtests i Folketinget.

  25. Af Jan Petersen

    -

    Sådan her tjener i øvrigt rigtige købmænd penge, når en håndfuld politiske amatører forsøger at lege købmand. Jeg græmmes 🙁

    “Regnestykke: Goldman Sachs har tjent 11,7 milliarder på Dong
    På tre år har Goldman Sachs tjent 150 procent på sin investering i Dong. Nu er kapitalfonden på vej ud af den danske vindmøllegigant.”
    http://www.dr.dk/nyheder/penge/regnestykke-goldman-sachs-har-tjent-117-milliarder-paa-dong

    PS. Politik til almen gavn for Danmark har klaphattene i øvrigt heller ikke begreb om!

  26. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Joachim B. Olsen er skam nyttig for dansk politik – som pauseklovn. Han får os til at se, at politik er underholdning og helt uden betydning for det virkelige liv. Han har til nu ikke vist tegn på, at han har planer om at ændre de bestående forhold. Han har det godt med at kritisere dem.

    Det er der rigtig mange politikere der levet højt på. Hvorfor bliver vi ved med at vælge disse typer? Er de fordi vi ved, at det overhovedet ikke spiller nogen rolle, hvem vi vælger? Vi ved jo, at det er andre typer, der med rettidig omhu trækker i trådene til marionetterne. Det har vi det godt med. De rige er de klogeste.

  27. Af R. Harald Kristiansen

    -

    En social og sundhedshjælper har omkring 25.000,- i løn om måneden, pensionen lægges oveni og er på 3.500-4.000,- kr. Vedkommende får først sin pension udbetalt, når han/hun bliver pensioneret. Det vil sige udbetalt løn udgør omkring 16.000,-17.000,- kr. Selvfølgelig kan udbetalingen variere, efter hvor store fradrag vedkommende har.

    Joakim B Olsen får ikke min respekt. Han er en levebrødspolitiker, uden færdiggjort uddannelse og helt uden erhvervserfaring. Han har modtaget SU, som andre studerende. Han er virker naiv og og arrogant, en dårlig coktail. Desuden har han som sponsoreret idrætsmand fra Team Danmark fået statsstøtte. Hvis han er så liberal, hvorfor tog han imod statsstøtte og SU?

    Jeg har aldrig modtaget SU, har arbejdet i det private erhvervsliv i rigtig mange år, betalt min høje skat med glæde og været partner i et firma. Jeg har ingen tro på JBO.

  28. Af R. Harald Kristiansen

    -

    Jeg vil tilføje. PS.

    Her i landet er der mennesker, der har endnu lavere løn, end sosuer. Det nævner Joakim B Olsen ikke. Derfor er det, at respekten for manden mangler.

  29. Af Niels Juul Hansen

    -

    Sandheden er vel bare, at mange finder hans kommentarer om de dårligst stillede herhjemme stødende – også uden kugler!

  30. Af J. Hans en

    -

    Igen lille pige.
    Kuglestøderen er ikke vigtig i dansk politik.
    Eller andre steder for den sags skyld.

  31. Af Palle Huld

    -

    Vrøvl – Debat med folk som Har fundet “sandheden”, er overhovet ikke debat, men ren tidsspilde.

    Og JBO er I øvrigt ikke hverken debatskaber eller kuglestøder; men derimod kuglestøber af den værste slags.

    Han ynder på sin helt egen perverse måde, at sparke til alt og alle, bare de ligger ned i forvejen.

Kommentarer er lukket.